Legionær på march

Af Albert Christensen

I april 2010 foretog jeg et forsøg med sit rekonstruerede udstyr. Meningen var at teste udstyret ved at gå en længere tur med det.

Historisk og arkæologisk belæg?
Det er rent gætværk, hvorvidt rommerne brugte sådan en sele. Man har ikke arkæologiske fund som bevis eller historiske kilder, som beskriver en sele som denne. Man er dog nogen gange nødt til at eksperimentere sig frem til en løsning af et praktisk problem. Der er en betydelig større komfort forbundet med at bruge sådan en bæresele.

Alternativt så skulle skjoldet altid bæres i hånden. Dette virker ikke særligt sandsynligt, da det er en meget stor belastning for armen, hvis den skulle bære på skjoldet på en 25-30 km lang march. Der kunne være situationer, hvor romerne var nødt til at bære scutum'et i hånden. Det kunne være at fjenden var i umiddelbar nærhed af der, hvor romerne var på vej hen.

Det skal dog siges, at den bæresele, som jeg har lavet, er relativ nem at tage af og på. Hastigheden hvorpå man ville kunne tage scutum'et af og bruge det i en kamp, må altså have haft en betydning, som romerne kalkulerede med.

Legionærer med sarcina og furca på Trajans Søjle i Rom

En anden grund til, at det er sandsynligt, at man har båret på et scutum på denne måde, er romernes sarcina (rygsæk). En sarcina er bundet fast til en furca (bærestav) og bliver derfor ikke båret på ryggen, men over højre skulder. På grund af at man bære sit scutum på ryggen, så er der ikke plads til at bære en rygsæk. Et scutum fylder hele ens ryg. Med en furca så kan man have plads til sin oppakning og bære den på skulderen.

Man kunne forestille sig at oppakningen oprindeligt var bundet fast til ens pilum (kastesyd) og på denne måde opstod måden at bære det på. Måske senere fandt man så ud af, at det var mere praktisk, at konstruere en dissideret bærestav, en furca. At binde sit grej fast til sit pilum indebar en betragtelig ulempe, når der kom et pludseligt angreb. Et pilum med en sarcina fastbundet, kan der jo ikke kastes mod en evt. fjende.

Historiske eksempler
Der er flere eks. på i historien, hvor det er gået galt for romerne, når de var på march. I Varusslaget blev tre legioner udslettet. Romerne var altså sårbare, når de gik på march, og de vidste det. Derfor brugte romerne de såkaldte exploratores, kavaleri, som red foran en legion på march. Ved hjælp af dette kavaleri kunne et evt. baghold opdages i tide. I eks. med Varusslaget, der forrådte exploratores de tre legioner og ledte dem ind i et baghold.

Derfor er det sandsynligt, at den dygtige feltherre, som skulle marchere med sin hær hen til fjenden, havde flere overvejelser inden han tog af sted. Opklaring med exploratores i terrænet og den efterretning han kunne få ud af dette må have været meget vigtig. Er der meget fjendtlig aktivitet i området? Hvor langt skal der marcheres? Hvor stor en oppakning og hvor mange dages rationer skal legionærerne bære på?

Hvad angår hvor meget den enkelte legionær skulle bære på, så ved vi fra skriftlige kilder, at der var to former for begreber romerne brugte. Den ene hed miles expeditus og betød, at legionæren kun skulle bære på våbene. Den anden hed miles impeditus. Denne betegnelse betød, at legionæren udover sine våben også skulle bære på op til flere dagsrationer (i nogle kilder er nævnt helt op til 17 dages rationer), derudover var der forskelligt værktøj.

Da den romerske general Suetonius Paulinus skulle møde dronning Boudicca i kamp, red i forvejen for sin hær til Londinium (London) for at kunne vurdere situationens alvor. Hans hær bestod af ca. 10.000 legionærer, som var på vej fra Wales hvor de havde jagtet og nedkæmpet en britisk druide-base. Han instruerede sine legionærer i, at de skulle gå hurtigt, men ikke så hurtigt, at de ville blive for trætte. De skulle være kampklare.

Vi ved ikke, hvad han mente med kampklare, men det må have været i overvejelserne hos Paulinus, hvor meget soldaternes udstyr skulle være udpakket og kampklart. Det kan være at ham beordrede sine legionærer til at være miles expeditus, altså skulle den eneste oppakning være våbenene.

Gajus Julius Cæsar skrev i sin beretning om gallerkrigene, at han var ude for under en march, at de blev overfaldet. Bagholdet var kommet bag på ham og kom så pludseligt, at legionærerne end ikke havde tid til at tage deres Tegementum (skjoldbetræk) af deres scuta, men måtte kæmpe med dem på. Fjenden blev dog slået alligevel.

Ud fra disse eks. fra historien kan man komme med en antagelse eller konklusion, når det handler om dette udstyr og brugen af det:

Jo mere udstyret er bundet sammen og fast til legionæren, desto sværre er det at blive kampklar i en fart.

Læs mere om legionærens oppakning...

Litteratur:
The complete Roman Army, af Adrian Goldsworthy, London 2003
Panis Militaris, af Marcus Junkelmann, Zabern, Mainz 2006