Den romerske personelmine

Af Albert Christensen

Brugen af trædeminer er ikke et nyt eller moderne fænomen, tværtimod. Man har benyttet sig af denne form for forsvar også længe før romerne. Romerne perfektionerede og systematiserede brugen af dem. Det var en "low-tech" version af trædeminen og den virkede. Det må vi gå ud fra, da de er fundet mange steder også uden for romerriget.

Berømte arkæologiske fund
I 1860erne, gravede arkæologer ved Alesia i Frankrig. Man fandt masser af våben, både romerske og galliske på stedet. Endvidere fandt man også spor efter det enorme gravearbejde rundt om Alesia, som romerne havde lavet. Fundne viste entydigt, at her var tale om den belejrings mur Cæsar pralede med i sine breve om de galliske krige. Fundne blev dateret til at stamme fra Cæsars tid. Ved Alesia havde romerne brug for, at gøre det så besværligt og farligt som muligt for gallerne inde i byen. Byen blev hurtigt omringet af romerne. Som bekendt byggede romerne en mur bestående af voldanlæg, palisader og voldgrave, alt sammen skulle gøre det umuligt for Vercingetorix og hans krigere at bryde ud fra belejringen.
Derudover byggede romerne en forsvarsmur mere som vendte udad. På den måde ville man forhindre, at andre gallere udenfor byen, kunne komme Vercingetorix til undsætning. Det var en modig og meget dristig plan for Cæsar at gennemføre. Men han gjorde det alligevel og Cæsars høje spil virkede. Han vandt.Udover fundne af våben og voldanlæg fandt man også rester af romernes version af landminen. Den blev fundet i stort tal og havde derfor været brugt flittigt af romerne.

Personelminens teknologi og funktion
Trædeminen var lavet ved hjælp af en tilspidset pløk, hvori der var banket et spidst søm med en modhage. Sømmet var ikke lige, men bøjet to gange på midten, så det lavede et knæk. Havde man ikke lavet dette knæk på sømmet, ville man komme til at ødelægge spidsen med modhageren, når den skulle bankes i træpløkken og bagefter i jorden.
Denne pløk blev så banket ned i jorden foran romernes voldanlæg, så at kun det lille søm stak op igennem græsset. Når gallerne så kom løbene imod romernes forsvarsværker, kunne de ikke undgå at træde på sømmene som stak op af græsset. Vi ved fra mange kilder, at gallerne enten gik barfodede eller havde en tyndbundet lædersko på. Alt sammen noget som ikke ydede den store beskyttelse ved et møde med pløkken.

En brutal overraskelse
Man kan næsten ikke forestille sig, hvor smertefuldt det må have følt, at træde ned på sådan en djævelsk genstand. Og bagefter når man så havde trådt på sådan én, opdagede man til sin store rædsel, at man sad ubehjælpelig fast pga. modhageren. Man sad nu fast og var et let offer for at blive skudt ned med en pil, en Ballista bolt eller et pilum.
Var man så heldig, at slippe væk, ja så var ens sorger kun lige begyndt og langt fra slut. Det efterlod ens fod (eller fødder) i en forfærdelig tilstand. Havde man sådanne åbne sår på fødderne i jernalderen, hvor der ikke fandtes antibiotika, var chancen for at overleve meget ringe. Infektioner vil komme ret hurtigt og gøre det af med én.

Hypotese
Hvis romerne, som en ekstra uhyggelig ting, havde påsmurt afføring på sømmet, så ville man temmelig sikkert hurtigt dø af en blodforgiftning, hvis man trådte på pløkken. Det er selvfølgelig ren spekulation, om romerne rent faktisk gjorde dette. Vi har ingen kilder, der skriver om denne praksis. Denne praksis blev flittigt benyttet af Vietcon soldater under Vietnam krigen. Her brugte man bambus til, at lave skarpe pløkker af, smurte dem med afføring og placerede dem så i trædefælder. De var uhyggelige effektive og frygtede af de amerikanske soldater. Bambus er et uhyre stærkt materiale fordi det indeholder kiselsyre. Det gør det hårdt og kan derfor gøres meget skarpt. Det var i stand til at penetrere en moderne militærstøvle. Det kombineret med et lag afføring på gjorde det uhyggeligt effektivt.
Man kan godt spekulere på om romerne kunne have gjort det samme. At smøre afføring på sømmene kræver, at man ved, hvad det kan forsage af skader. Romerne kendte godt til en anden primitiv form for biologisk krigsførelse. Man ved fra kilder fra datiden, at de ved belejringer kunne finde på kaste døde dyr, kadaver og afføring over en bymur med en kastemaskine. Man håbede derved, at inficere indbyggerne med sygdomme.

Type II versionen
En anden version af denne trædemine var af en lidt anden konstruktion. Den havde form som et "partisansøm". Fordelen med denne type var at den hurtigt kunne smides ud i græsset foran et forsvarsværk og den blev ikke banket fast i jorden. Ulempen var, at den person, som var så uheldig at træde på denne type kunne slippe væk. Denne type er især fundet omkring marchlejre som var af midlertidig karakter (dvs. de eksisterede ikke i længere tid). Man flyttede efter et par dage og havde derfor brug for at kunne rive lejren ned i en fart. Der ville typen med træpløkken være meget besværlig og tidskrævende at skulle fjerne.

Nordens parallel til den romerske trædemine
Denne form for forsvar, med trædepløkker, kendte man også til i Danmark. De var dog kun lavet af træ, sikkert fordi man anså jern som værende alt for kostbart. De var placeret nede i voldgraven omkring landsbyen. Man har fundet rester af disse træpløkker ved to jernalderlandsbyer i Lyngmose og Borremose. Her har man estimeret, at var der ikke mindre end 25 spidse træpløkker pr. løbende meter.

Ulemper og risici
Som med alle miner, er der en stor ulempe forbundet med brugen af dem. Når et slag eller en krig er ovre, ja så er det ikke særligt godt, hvis man ikke kender den nøjagtige placering af disse trædeminer. Man kan spekulere over om romerne ikke havde kort over, hvor de havde placeret minerne, så de kunne indsamles bagefter. Men der er noget, der tyder på, at det havde man ikke da de ellers ville have manglet helt i det arkæologiske materiale. Man kærede sig nok ikke særligt over dem. Men der er dog det problem, at det nok ikke ville være særligt godt for en af datidens bønder og have en jord fyldt med disse trædeminer. Kreaturer som skulle græsse på en mark med dem, risikerede at træde på dem. Alt dette er naturligvis hypoteser, som er vanskelige at bevise, men man kan dog spørge sig selv, om man ikke har kendt til de samme problemer med trædeminer, som vi har i dag. Men der er ingen kilder, der beskriver noget som helst om dette.
De danske fund af trædeminer har vist, at man ikke kærede sig om dem. Man pillede dem ikke op men lod dem sidde i jorden. Man har nok tænkt, at denne type også ville rådne væk efter relativt kort tid og derfor ikke var til fare for nogen på længere sigt.

Kilder: Sejrens triumf, Red. Lars Jørgensen m.fl., Nationalmuseet 2003 s. 206-207.
Den Romerske Hær, Peter Connolly, Borgens forlag 1976, s. 32-33.