Dette viser relief fra Trajans triumfbue.
2000 år senere er al farve forlængst væk.

Her ses Den berømte Augustus statue Prima Porta.
Bemalingen er et bud på hvordan den kunne have set ud i oldtiden.

Billedet viser en fin dame fra ca. 160 e.kr.
Læg mærke til de meget velbevarede klare farver.
Romernes verden var fuld af farver.

Proprius Militarius Dotalis
Legionærernes udstyr

En introduktion
Nutidens viden om legionærernes udstyr, stammer fra både arkæologiske fund, statuer, stenrelieffer og skriftlige kilder.

De arkæologiske fund
De arkæologiske fund er forholdsvis sjældne. Dette har flere årsager. Er materialet organisk så kræves der ganske særlige jordbundsforhold, for at tingene kan bevares. For eksempel kan uldstof fra en tunica holde sig i Egyptens tørre og stabile klima i tusinder af år uden at gå til, men i Europas varierede klima holder det ikke længe. Nordens iltfrie moser, har også kunnet gemme på forskellige dragter, dog er der aldrig fundet en romersk tunica.

Med metal handler det om, at det ikke må ruste eller irrer op. Kontakten med luftens ilt og vand er meget skadeligt for de fleste metaller, bortset fra guld og sølv. Derfor har jordens beskaffenhed indflydelse på bevaringsevnen; Hvor meget ilt er der tilstede, er jorden sur eller basisk, er det vådt eller tørt. Også solens ultraviolette lys nedbryder mange materialer.

I mange nordeuropæiske moser har man gennem de seneste århundreder, fundet en del romerske våben, men ingen hele rustninger. Man anede derfor ikke, hvordan de faktisk var konstrueret. Relieffer fra antikken, som viste legionærer, var alt for upræcise til, at kunne give et realistisk svar. Men i 1964 fandt ved Corbrigde, nær Hadrians mur i England ikke mindre end tre komplette romerske segmentataer - pladerustninger. Og siden har man haft et langt klarere billede af hvordan den romerske legionær var udstyret. Siden er der gjort yderligere fine fund af romersk militært udstyr. Men Corbrigde fundet var en altafgørende faktor for forståelsen af den romerske legionærs udstyr.

Statuer og relieffer
Et andet sted, man se romerske genstande, er romernes billeder af sig selv gennem de genstande de omgav sig med. Særligt de mange statuer og relieffer de har efterladt. Disse var ofte bemalede, men i dag er denne bemaling almindeligvis vasket bort af tidens tand. På nogle relieffer, der forestiller legionærer, kan man tydeligt se at de bærer ringbrynjer, der er vist som små huller hugget ind i stenen. På andre relieffer, har skulptøren undladt at lave disse og i stedet malet dem på. Fortolkningen af billederne førte til, at man troede at legionærerne gik med læderbrynjer.
Der er også afbilledet legionærer som tilsyneladende er barfodede. Men her kunne skulptøren have valgt, at male sandalerne på fødderne og nu, efter 2000 år, er de for længst vasket bort.
Der fundet rester af maling på statuer og derfor ved vi, at romerne med stor sandsynlighed generelt gjorde dette ved de fleste statuer og stenrelieffer.
Der er plads til en masse forskellige fortolkninger i de samme billeder. Når man kikker på en statue som viser en general, kan man ikke umiddelbart konkludere endegyldigt, hvad rustningen på denne statue var lavet af. Dette svar giver det kolde marmor os ikke.
En anden problemstilling er den måde hvorpå skulptøren har dimensioneret forskellige genstande på. På Trajans søjle i Rom, er legionærernes skjolde meget små i forhold til soldaterne der bærer på dem. Endvidere kan man se, at hjelmene er afbilledet med små kindplader. Men i forhold til fund af hjelme og skjolde kan man se, at dette er kunstneriske fortolkninger. Kunstneren ville gerne have, at man skulle kunne se legionærerne tydeligt, hvor de ikke skjult bag store skjolde og hjelme. Fortolkninger af disse relieffer, har da også ført frem til nogle pudsige konklusioner i gennem tiderne. Når man ser film fra 50erne og 60erne der viser romere, så ser man hvordan man helt ukritisk har kopieret skjoldene til filmene fra reliefferne. At se en fuldvoksen mand med et skjold i børnestørrelse, virker i dag nærmest komisk, især når man nu ved, hvor store de var i virkeligheden igennem de arkæologiske fund.

Det historiske kilder
De overleverede skriftlige kilder vi har, beskriver desværre ikke små detaljer såsom genstande eller trivielle hverdags begivenheder, men mere de store historiske begivenheder. Der er dog enkelte undtagelser. Man har beskrivelser af hvad et sværd hed på latin og hvordan det blev brugt.
Men f.eks. en latinsk betegnelse fra oldtiden, af hvad romernes pladerustning hedder, mangler helt. Den nuværende betegnelse Lorica Segmentata, er en nymodens titel, selvom den er på latin. Vi ved ganske enkelt ikke, hvad romerne selv kaldte denne type rustning. I kildematerialet, er der dog enkelte betegnelser af andre rustningstyper som har overlevet. Vi ved, at romerne kaldte en ringbrynje for Hamata og en skælbrynje for Squamata.

Men skriftlige kilder kan også være fyldt med fejl. For det vi har i dag, er primært kopier af de originale manuskripter. Kopierne blev lavet af munke i middelalderen. Man kan sagtens forestille sig, hvad der kan gå galt i denne kopierings-proces. Alt i alt, kunne der sagtens have foregået en meget subjektiv udvælgelse i kopieringen. Men vi ved det ikke, fordi de originale manuskripter for længst er gået tabt.

Opsummering
Hvis lægger alt det vi ved sammen; arkæologiske fund, de skriftlige kilder og kunstværkerne, så fremkommer der stadig et billede som er langt fra helhedsdækkende. Selvom der er ting vi kan rekonstruere med sikkerhed - som lorica segmentata, der er fundet i hel stand, enkelte tunicaer, caligaer, bælter m.m. er fundet - så kræver det, af alle der beskæftiger sig med rekonstruktion af romersk militaria, altid en stor portion ydmyghed. Man kan aldrig være helt sikker. Og derfor kan nye fund, nye fortolkninger og ny viden om emnet, hurtigt påvirke billedet.