Her er den mest kendte romerske rustning; Lorica Segmentata; Corbridge A model, den er en meget benyttet model for romer-reenactmentgrupper.

En senere model den såkaldte "Newstead". Læg mærke til at denne model består af færre plader end modellen ovenover.

Hjelmen til venstre er en "Imperial Gallic H". Læg mærke at den har forstærkninger på hjelmen, en slags kryds-bånd. Hjelmen til højre er en "Imperial Gallic G".

En manica, foret med skind.

Rustning

Armatus dotalis, legionærens rustning

LORICA SEGMENTATA og LORICA HAMATA
Den mest berømte og genkendelige udstyr ved de romerske legionærer, var deres pladebrynje. Dette kan skyldes "Asterix" men sikkert også de mange afbildninger af legionærer på diverse monumenter.
Segmentata var en effektiv beskyttelse til nærkamp. Den første Segmentata kendes fra Varusslaget år 9 i Teutoburgerskovene under Augustus. Denne tidlige Segmentata kendes under det man kalder "Kalkriese" modellen. Den mest almindelige model kaldes "Corbrigde" modellen, efter et fund i Corbrigde i England, hvor der blev fundet 3 forskellige varianter kaldet A, B, og C. Af disse tre typer Segmentata er model A og B de almindeligste som rekonstrueres af reenactment romergrupper.
I 2 Århundrede udviklede Lorica Segmentata sig til den model der kendes som "Newstead" modellen. En enklere og mere "klodset" Segmentata, der dog gav stor beskyttelse med sine metallukninger uden lædersnore. Flere variationer af denne er fundet, med forskellige lukninger.

Den mest alm. form for rustning var ringbrynjen (På latin= LORICA HAMATA) Det var den type rustning som var den mest og længst benyttede af romerne. Den blev aldrig helt fortrængt af LORICA SEGMENTATA. Den var billig og relativ nem at fremstille. Desuden giver den en bedre komfort at bære på kroppen fordi den følger kroppens konturer godt. De eneste minus ved denne type er at det er let at stikke igennem den med et sværd, spyd eller en pil.

CASSIS/GALEA
Den romerske hjelm, kaldet Cassis, gennemgik en stor udvikling gennem århundrederne. I Cæsars tid var den en spunden eller banket bronzehjelm kaldet en Coolus med smalle kindstykker og et lille udhæng i nakken. Med Cæsars erobring af Gallien lærte romerne at lave bedre hjelme, nu i jern.
GALLIC hjelmene var kendetegnet ved brede formbankede kindstykker, en bred nakkeplade og en beskyttende slagliste i kraftigt jern foran på hjelmen.
En anden kendt detalje var de typiske øjenbryn der var banket ud i hjelmen foran. GALLIC hjelmene dominerede 1-2 århundrede, men samtidigt var også en produktion af ITALIC hjelme benyttet. Disse hjelme var basalt set en jernudgave af Coolus hjelmene, men de var gerne smykkede med messingpynt og brede bånd.

MANICA
En MANICA var slags armskinne som legionærerne overtog efter gladiatorerne. Det er ikke udstyr som altid har været brugt. Det hele kom an på situationen og hvilken slags fjende man skal slås imod, før den kom i brug. En MANICA var særligt nødvendig da romerne mødte dakerne i det nuværende Rumænien under Trajans felttog i disse egne. Dakerne brugte et våben kaldet en "Falx". Det var egentlig et tohåndssværd som var krumbøjet som en le. Med denne Falx kunne dakerne hugge en arm eller et ben af legionærerne, når de stak ud bag deres scutum.
Leformen på dakernes sværd gjorde det endvidere muligt for dem at ramme rundt om romernes ovale scutum. Den er fundet mange steder og tit i forbindelse med arkæologiske udgravninger i romerske forter.

OCRA
Samtidigt med en Manica begyndte legionærerne også at bruge benskinner kaldet Ocra. Disse var ellers, frem til midten af 1. århundrede foretrukket af officerer og rytteri. De var af bronze og meget tit rigt udsmykket.
Som så meget andet udstyr, var det noget som romerne overtog fra grækerne. De græske hoplitter (infanteri) brugte dem som en del af deres standard udstyr. Romerne kopierede meget fra grækerne og til at begynde med var faktisk ikke den store forskel på hvordan romerske soldater og græske hoplitter så ud.
Men de romerske legionærer minimerede brugen af dem fordi de formindsker bevægeligheden. Man brugte dem eksempelvis kun på venstre ben frem for på begge. Venstre ben er det ben som presses op mod scutum når man står stille. Derved rager det længere frem neden under et scutum og er så mere sårbart end højre ben som er trukket længere tilbage.
Legionærernes ocra var af jern og enkle lige skinner der sluttede under knæet - meget lig moderne fodbold-benskinner.